wimcipersi

Føler sig ensom

Det kan jeg også rumme nu. Jeg kunne ikke tænke mig at være nabo til en muslim på et plejehjem hvis jeg må havde lov at provokere den selvtilstrækkelige sindelagskontrol elite.

Forsøgt at forstå hvad den vil mig. Han havde ingen venner i skolen.

Christina Bendix: At være ensom og føle sig alene - Faren så hun en gang om ugen og senere sjældnere.

Hvor gammel skal man være, for at ens ensomhed er de andres skyld? De andres opgave at løse? Jeg kom til at tænke over spørgsmålet, da jeg læste, at ret mange ældre føler sig ensomme. En hel del flere føler sig ensomme, når de kommer på plejehjem. Ældre Sagen har målt ensomhedsbarometret hos landets ældste, og det kan næppe overraske nogen, at man føler sig mest ensom på plejehjemmet. Også selvom det søde personale farer rundt og gør det så godt, de kan. Jeg ved ikke, hvornår De sidst var på et plejehjem, men jeg kan fortælle, at uanset, hvor meget der luftes ud, slår afmagten en i møde, når man træder over dørtrinet. Lige dele modløs ligegyldighed og energisk afvikling driver ned ad væggene. Omkring spisebordene sidder mennesker, der ikke kender hinanden, og som ofte er vidt forskellige, såvel fysisk som mentalt. En kan ikke høre, en kan ikke se, en savler og har svært ved at spise selv, og henne for bordenden sidder en åndsfrisk person, der med alle sine sansers fulde brug må konstatere, at her er der ingen, man kan føre en sammenhængende samtale med. Eller måske er der faktisk en eller to andre, der er ligeså friske, men så vil skæbnen, at disse tre mennesker ikke har noget at sige hinanden. Selvfølgelig der ensomhed i stabler på et plejehjem. Jeg tror bare ikke, at plejehjemmets personale skal se det som en hovedopgave at bryde den. Det tror jeg ikke, at de kan, for det er min erfaring med plejehjemsbeboere, at ensomheden fra et langt voksenliv flytter med, når man rykker på plejehjem. Den måde, man har levet sit liv med familie og venner udadvendt eller indadvendt bliver tydeliggjort på plejehjemmet. Skåret ud, som middagsmaden i små firkantede stykker. Fra utallige begravelsessamtaler ved jeg, at stemningen, problemerne og de eventuelle skænderier i forbindelse med et dødsfald afspejler, hvordan alting var, da den døde levede. Jeg vil mene, at det samme gør sig gældende for vores alderdom — og eventuelle plejehjemstid. En af de samtaler, jeg aldrig glemmer, var med en enke i Hvidovre, kort tid efter, at jeg var blevet ansat som præst ved Risbjerg Kirke. Hun boede i en pæn treværelses lejlighed på Hvidovrevej. En nydelig lille dame, der var rigtig sød og meget ked af det. Det, der undrede mig samtalen igennem, var det faktum, at damen var mor til fire børn. Alle fire børn boede ikke så langt væk fra Hvidovre, med koner, mænd og små og store børnebørn. Hvorfor sad hun så helt alene her og talte med mig? Jeg spurgte hende ikke direkte, men kredsede i stedet om, hvad det var for et liv, hun og hendes mand havde levet. Jamen, de havde haft det så dejligt. Mødt hinanden som helt unge. Så kom de hårde år med små børn. Men børnene blev sendt hjemmefra alle fire, da de var 16-17 år. Færdig med skolen og ud i livet med dem. Så måtte de klare sig selv, hun og hendes mand skulle jo også gerne nyde det lidt. Og det havde de gjort. De havde rejst en del, og glædet sig til alle de år, de skulle have, nu, når han var blevet pensioneret. Men sådan skulle det altså ikke være. Sådan skulle det åbenbart ikke være, og nu sad hun så dér den lille søde dame, helt alene. Det var hun, fordi hun og hendes mand havde prioriteret deres liv sammen frem for at leve med i deres børns liv. Børnene var slet ikke vant til at tage del i hendes liv. Om de blev det siden, skal jeg ikke kunne sige, men som jeg husker det, måtte hun ud og finde nye veninder, for børnene brød ikke hendes ensomme enketilværelse, dertil var de blevet for vant til at klare sig selv. Denne lille dame var, vil jeg mene, selv skyld i, at hendes familie ikke samlede sig om hende som det mest naturlige. Der findes selvfølgelig eksempler på møgunger, der altid har modtaget og intet vil give, når deres forældre har brug for hjælp. Men for langt de fleste af os bliver vores alderdom, som vi lever vores liv. Det er, synes jeg, egentlig indlysende, men se nu bare, om det bliver sagt højt. I forlængelse af sådan en Ældre-Sags-ensomheds-måling, udtaler forskere, besøgsvenner og plejehjemsledere, at ældres ensomhed påhviler det staten, samfundet, plejepersonalet, besøgsvenner og familie at tage sig af. Ingen, altså i-n-g-e-n fremhæver den ældre selv. Hvor gammel skal man være, før det er en opgave for samfundet? For det er en ond følelse at mærke ensomheden trykke. Omvendt er det vel netop en følelse, man uanset rørlighed selv kan tumle, bryde og forebygge? Det vælger jeg at tro. Det er for uværdigt andet. Af Bet mann - 10. Et eksempel er ikke meget at komme med. Vi kan alle finde familier, der ikke har fungeret og båret af egoisme. Jeg er sikker på, du også vil finde gamle, som er ensomme af andre årsager f. De fleste ældre i 60-og 7oerne klarer sig selv og der er ikke mange i den aldersgruppe af finde på plejehjemmene. Stor afstand til nærmeste familie kan også tænkes. Jeg tror mange gamle prøver at få en god tilværelse, men langsomt opgiver fordi der mangler overskud. Som vi har indrettet os i dag med dobbeltarbejde i familierne, tror jeg at samfundet også må yde — ikke kun med pleje også med omsorg. Nu er ensomhed, jo ikke som en forstuvet fod eller en våd ble noget man kan måle. Man kan være omgivet af mange mennesker — og stadig føle sig ensom — specielt hvis ens ægtemage gennem et langt liv er faldet bort. Det skal da ikke forhindre plejepersonale, præster, besøgsvæsener og andre i f. De siger på VUC, at det ikke er for sent at lære! Måske er der også tale om en slags livscyklus, hvor mennesket synker mere ind i sig selv — afvikler. Ja, en langsom afvikling er i gang. Helbredet skrænter måske, vennerne er væk, man husker ikke så godt længere, og ressourcerne til at være udadvendt og opsøgende er for længst væk. Livet sættes voldsomt ned i tempo. Der ligger en proces i at blive ældre — som vi generelt ikke giver megen opmærksomhed. Men ældre mennesker er generelt i gang med en afvikling af livet. Ja, om man vil det eller ej. For som ældre skal man give slip på den som man engang var. Egens eget selvbillede krakelerer mere og mere som tiden går — man kan simpelthen ikke længere det samme. Og måske er man ikke længere den samme — qua sygdom og andre skavanker. Der ligger en smerte i denne proces — men for mange indfinder der sig også en ro — en accept — en frigørelse. Den ene er: Hvem beklager sig egentlig mest over de ældres ensomhed? De ældre, der lever med den, eller de, der ser eller møder den på afstand? Den anden er, at der er en masse offentlige og private tilbud til de, der kan finde problemer at snakke om, men kun få tilbud til de, der gerne vil snakke om gode oplevelser og tanker. Det er vist kun besøgsvenner og prostituerede, der tilbyder samvær om positive forhold, og besøgsvenner er vist nærmest forbeholdt de, der modtager hjemmehjælp. Det kan da godt være, de ældre selv er skyld i deres ensomhed, men det bruges vist sjældent som argument for, at det offentlige ikke bør løse en given opgave. Mange folk er så vant til at blive underholdt og beskæftiget fra barnsben, at de aldrig lærer hvad det vil sig at blive stille. Vort samfund er altid fuldt af larm. Det er aldrig rigtig stille. Folk kan blive bange for stilheden indeni og kan nogengange gå i panik. Så kommer følelsen af ensomhed, for der sker jo ikke noget. Men det er i stilheden dybt i os selv, at vi finder vort selv og det gode selskab. Det er også i stilheden man kan møde sin skaber, hvis man gider lytte lidt efter. Angående damen i Hvidovre—en ting er at hun sendte sine børn ud for at klare sigselv—men børnene kunne måske have opsøgt hende for at sætte hende ind i deres liv—og det ofte så-ledes—at dersom forældrene er velhavende så ses det at børnene nok skal komme og berette. Det er vel således at dersom man som 30årig har elvet isoleret —så kan man ikke pludselig som ældre få fantasi og blive kreativ og omgås med folk. Men det kan næppe være det offentlige som skal bøde for at man ikke selv har interesser og venner—undtaget naturligvis de mennesker som er så syge at de behøver hjælp fra det offentlige. De omtaler plejehjem og har efter besøg på fler gjort samme erfaringer som De beskriver—tristhed, ensomhed ensartethed—ved et bord sad en række af kvinder med samme blå tøj, samme briller,samme krøllede grå hår—de virkede som kloninger og man kunen få den tanke at de var på medicin eller måske var de syge—men det var deprimerende. Lise Nørgaard har engang udtalt at det værste hun kunne tænke sig vart at komme på plejehjem med folk som intet sagde hende—det komme rhun nok heller ikke. Men som De beskriver—hvad har folk tilfælles på plejehjem—forestiller man sig Susanne Brøgger sat sammen med en sød dame som måske i 40 år har stået i en kold kælder og skåret smørrebrød og måske været gift med en tavs, ikke spændende mand—hvad kan de to kvinder have fælles? Den ene er ikke bedre menneske end den anden—MEN de er forskellige og kan næppe tale sammen. Hvad Ældre sagen angår—tja—nogle mener at det er en forening for socialdemokratiske funkti-onærenker som er alt andet en mindrebemidlede—men ser man på denne forenings blade—så ER de alt andet end spændende—her er sproget meget enkelt—og der er annoncer for varmetæpper og tøj a la roekonemodeller anno 1940. Der er for lidt utraditionel syn på ældre- og aldersdiskrimination florere i uhyggelig grad,man arbejder med segmenter og det antages at ældre er sådan og sådan—altså ens—ligesom man også inddeler andre aldersgrupper til at tænke og købe ens. Måske kunne plejehjem gøres mere forskellige eller der kunne formidles kontakt mellem ældre OG yngre i hjemmene. Men som sagt må folk selv gøre en del for ikke at blive ensomme—noget som ikke er muligt dersom folk er meget syge psykisk eller fysisk og kun her bør samfundet træde til. Og her gøres for lidt pt—man kan i lokalradioer høre om ældre der ikke ahr været på gaden i mange år—her burde Ældresagen og måske kommunale myndigheder sørge for hjælp—måske frivillige som ville køre en tur med de ældre. Var til et foredrag hvoe en kendt politiker talte om ældre—men koncentrerede sig om at ældre skulle have vitaminer og mineraler— at de ikke kom ud —blev ikke omtalt. Liver for ældre bør være andet end kommunale madpakker med vitaminer og mineraler. Der er vel det—at mange ældre føler at de er unge,fanget i en gammel krop, og så kan det være svært at affinde sig med at give slip på mange former for aktiviteter hvis man ikke selv føler sig ældre—men kun af omgivelserne bliver gjort opmærksom på alder. Jeg underviste unge mennesker på Handelshøjskolen — og snakkede også med dem i pausen. En af mine studerende var fra Grønland. Hun fortalte, at når hun var hjemme på øen, så besøgte hun sin bedstemor. Måske snakkede de, måske læste de hver især deres bog. Men de havde ikke behov for at lave noget. Hvad laver vi, når vi er sammen med vores familie og venner? Hvorfor kan vi ikke bare være sammen, uden der skal ske en helt masse? Jeg er 31 år og meget ensom. Ja, det er det. Jeg lider af evasiv personlighedsforstyrrelse eller avoidant personality disorder på engelsk. Er det min egen skyld? Ja, det er det vel også. I det store hele er det dog ligegyldigt vis skyld det er: Ensomhed er forfærdeligt at leve med. Hvis pensionisters ensomhed kan lindres, så synes jeg det bør gøres, for ingen fortjener at leve i ensomhed. Jeg er enig med dig i, at forældrene selv har et ansvar, men det samme har børnene. Min egen historie kort: Jeg flyttede hjemmefra som 15-årig er 50 i dag på eget initiativ, blev ikke sparket ud. Mine forældre, tæt på de 80, er relativt åndsfriske og lever i egen lejlighed. Vi ringer sammen, ca. Til stor glæde for mig, og vist også for dem. Uanset hvad man har oplevet i barndommen, har forældrene som oftest forsøgt — efter bedste evne — at give kærlighed, som ikke altid blev modtaget af børnene. Og uanset egne vilkår, fx travlt arbejde, børn etcetera, kan man vel godt være taknemmelig, og vise taknemmelighed, over for sine forældre. Uden dem, ingen mig! Der er vel det—at mange ældre føler at de er unge,fanget i en gammel krop, og så kan det være svært at affinde sig med at give slip på mange former for aktiviteter hvis man ikke selv føler sig ældre—men kun af omgivelserne bliver gjort opmærksom på alder. Møller for eftertanken, som jeg er enig i. Kroppen er emballagen for vores evige sjæl, som er uden alder. Det er kroppen som ældes og det er vores sjæl som går videre på nye opdagelser, når kroppen har tjent sit formål. Vore omgivelser er en genspejling af os selv og føler vi os ensomme, så kommer følelsen dybest set fra os selv. Det er lidt synd for os, at vi mener samfundet skal afhjælpe alle vore afsavn og ønsker. Det var , ifoelge Lilleoer , helt forstaaeligt , som pay back time for ikke at have taget sig nok af boern og boerneboern efter boernenes flytten hjemmefra. Glaedeligt at se I. Frederiksen og andre redressere dette primitive sludder og tilfoeje noget reel forstaaelse af alderdommens uafvendelige ensomhed plus empati ogsaa for denne ultimative condition hunaine. Men det siger jo desvaerre en del om tomheden i kaldsopfattelsen hos Fru Lileoer og flertallet i den danske praestestand , at de hverken begriber eller intuitivt foeler, at formidling af troest og tro specielt til de ensomme , gamle eller unge , er og altid var t deres og kirkens hovedopgave. Angående præstebesøg—ja,jeg husker at i provinsen besøgte præsten uopfordret syge og ensomme ældre, men måske er begrebet integritet i den grad vokset os over hovedet, så den slags besøg nu vil forekomme påtrængende. Og det er synd. Men erfaringen er også—at dersom præsten kontaktes er viljen til besøg,trøst og neutral støtte indenfor rækkevidde. Har pt et problem som måske kunne hjælpes her. Sagen er at en total dement ældre kvinde har mistet sin værdighed, og den omtalte respekt for integritet gør, at hun ikke kan hjælpes hvis hun ikke selv beder om hjælp. Kvinden ringer på og siger mærkelige ting, hun vil have folk ud,nogle skal skydes og hun går ud med pakket taske fordi hun hævder at skulle være statist i en filmoptagelse. Hun er sjusket i tøjet og inde i hendes lejlighed flyder det hele, bekymrende er det—at hun har stablet papirruller på sine kogeplader. Har flere gange ringet til kommunen og omtalt at hendes tilværelse ikke er værdig,at hun ikke spiser, hun har behov for hjemmehjælp,lægehjælp etc. Svaret er hver gang—at når kvinden ikke selv beder om hjælp kan man ikke gøre noget, heller ikke fra boligselskabets side. Hun har en nevø som ikke besøger hende,ellers ikke familie. Forekommer respekten for -at være i fred-ikke lidt overdrevet? Det er kun et par måneder siden at en mand blev fundet død oppe i samme opgang, han var alkoholiker, vaklede rundt, spiste ikke og alle kunne se at han var langt ude og havde behov for hjælp—igen dette med—at når han ikke bad om hjælp skulle man lade ham være. Herfra kontaktedes myndighederne efter at der en tid havde været meget stille deroppe—politiet kom med låsesmed, og så lå manden altså død. Kan det være rigtigt at folk i den grad skal for sumpe og dø i elendighed? Nu kan man frygte at det kan gå meget ilde også med den senile nabo her, der ligesom den al -koholiske mand ikke vil have hjælp. Men hvad nu når folk er så langt ude at de ikke selv kan dømme? Min egen erfaring er også, at det ofte viser sig, hvorledes man selv som menneske — i livets valg — har prioriteret. De valg — og måder som man har valgt at leve på — eller efter, præger også hvorledes ens alderdom vil blive. Det har for mig vist sig i mange tilfælde at være korrekt. Men igen det gælder selvfølgelig ikke alle ensomme. Jeg tror, at hvis vi som mennesker — unge som gamle — slap vores masker — og kunne møde hinanden — uden frygt, blot som vi er — med alle vores svagheder og styrker. Så ville der være en gensidig omsorg i mødet; at man ville den anden det godt. Ensomheden kommer af, tror jeg, at vi ikke føler at vi bliver mødt — som vi er. At verden ikke møder os. At vi ikke bliver gået i møde. Og det møde kan vi ikke selv skabe. Ophævelsen af ensomheden skal komme fra et andet menneske — for det er svært at ophæve ensomheden selv. For ensomhed er ikke det samme som at kede sig. Det modsatte af ensomhed er fællesskab. At blive mødt af ét eller flere mennesker. Et ægte møde — behøver ikke at vare mange minutter — hvis blot det er ægte. Men effekten af dette møde, kan sidder i kroppen resten af livet. Jeg synes, det ville være dejligt, hvis vi var bedre til at møde hinanden. Frederiksen Tusind tak for fine, berigende, kloge og smukke indlæg og tak til K. Lilleør for at kaste bolden op… som altid på en helt enestående god facon. Det er kroppen som ældes og det er vores sjæl som går videre på nye opdagelser, når kroppen har tjent sit formål. Selvfølgelig er der undtagelser. Larsen Tak for gode ord. Hvad mener mon Kathrine Lilleør—er det rigtigt at en så syg person skal miste sin værdighed og te sig besynderligt,true med at skyde folk,pakke taske og strejfe rundt etc—er der virkelig ikke noget at gøre? Kommunen vil som skrevet tidligere ikke gøre noget når damen ikke selv beder om hjælp. Vennerne og familien bor måske langt væk eller man har mistet venner. Det bliver sværere at knytte nye venskaber. Man bliver mindre mobil eller syg som gør at man ikke kan være særligt uadvendt. En besøgsven eller hjemmehjælper vil nok ikke kunne gøre noget ved ens ensomheden for det er jo ikke sikkert at man har noget til fælles med dem. At være omgivet af mennesker er ikke ensbetydende med at man ikke kan føle sig ensom men man behøver ikke absolut føle sig ensom bare fordi man er alene. Man kan godt være god selskab for sig selv. Jeg har arbejdet på et dansk plejehjem i 3 måneder og siden jeg har set hvordan beboernes hverdag forløber gruer jeg virkeligt for at komme i samme situation. Den beskrivelse af K. Lilleør hvordan vidt forskellige mennesker er smidt sammen på et plejehjem og er f. På nævnte plejehjem kom beboerne aldrig udenfor en dør selv om var det forår hvilket jeg synes er et en menneskeret. Det er næsten heller ikke til at holde ud for folk der har haft en have for det er livsgivende at kunne nusse rundt i et par potteplanter udenfor men ikke engang det fandtes. Det er også bevist at et dyr kat eller hund kan have en positiv virkning på ældre mennesker ligesom demente godt kan lide at nogen synger med dem. Det har jeg set man gjorde på et tysk plejehjem. De mest basale behov blev dækket men heller ikke mere. Jeg må sige jeg vil hellere dø end at sidde på et dansk plejehjem men desværre kan man ikke vælge. Jeg ønskede at man i højere grad diskuterede plejehjem. Hvorfor findes der f. Hvorfor skal vi alle behandles som en stor grå masse? Møller, Jeg er ikke sagsbehandler, men jeg tror at myndighederne vil gå langt for ikke at umyndiggøre et menneske. Der skal først komme indrømmelser og indsigelser fra pårørende, før kommunale myndigheder griber til handling. Men igen, hvis familien ikke har noget imod at bedstefar kan finde på at gå ud en vinterdag i undertøj — ja, så kan kommunale myndigheder intet stille op. Men altså; jeg er ikke fagperson. Og dem som ender på plejehjem, de får normalt kun korte besøg, plejehjemmene er glimrende beskrevet. Jeg forstår godt at ældre som har råd til at betale for hjælp i hjemmet, foretrækker det. Mange er glade for de hjælpere de selv kan vælge, men der er jo normalt ikke penge til at kører i taxa, gå på cafe og møde alle de unge mennesker og de små børn, som ældre elsker at sidde og se på og glæde sig over. Plejehjemmene skulle måske ligge mere livligt, udsigten til kirkegården er ofte smuk, men ikke specielt oplivende. Der er jo også ældre som er helt alene, de har aldrig været gift, og deres venner sidder et andet sted og keder sig, eller er døde. Jeg var på besøg på et plejehjem, og havde fire børn med, de skulle besøge deres oldemor, hun elskede sang og dans, og børnene sang og dansede for hende, så kom et stk personale ind, og spurgte om de måtte åbne døren, for der var nogle ældre som ville opleve det som skete inde der hvor vi var, selvfølgelig kom børnene ind og optrådte og var sammen med de andre beboere. Jeg tror man skal bringe liv ind i ældres tilværelse, hvis de har glæde af det, og det tror jeg på. Jeg tænker ikke på larmende besøg af børnehaver, men hyggelige og sjove besøg. Jeg kender mange mennesker med ingen eller ringe uddannelse hvilket absolut ikke er énsbetydende med manglende begavelse! Jeg husker med rædsel da min mor, lammet efter en hjerneblødning i 5 måneder lå på en 8-sengsstue på Kommunehospitalet, de 6 var mere eller mindre demente, et par af disse endog oppegående og aggressive. Den absolut eneste min mor kunne kommunikere med og havde noget til fælles med lå på en vinduesplads og min mor ved døren i det modsatte hjørne! SÅ lidt mere fleksibilitet hos plejepersonalet ville være ønskværdigt og omkostningsfrit! Og jo mere jeg tænker over det, jo bedre forekommer min idé mig at være. Plejepersonalet kan man ike kræve mere af; de gør deres bedste, og kan ikke være forpligtet ud over deres talent. Des mere værdifuldt vil det være for de særligt begavde ældre mennesker, at der blandt beboerne fandtes ligestillede. At de have nogle de glædede sig til at sidde til bords med- ikke for at tale om maden, men for at udveksle meninger , med nogen som selv havde en holdning;nogen gamle som havde oplevet noget i dette liv , og som de kunne berette livfuldt om; og som værdsatte det , man selv fortalte om. Også de pårørende ville have glæde af at komme på besøg sådan et sted, hvor deres begavede forældre og bedsteforældre trivedes mentalt. Det er min erfaring, at det er på det intellektuelle område det halter. Det er her det gør ondt. På det fysiske område er plejerne jo ganske godt funderet. Man må huske på, at en del ældre på plejehjem rent faktisk har levet nogle interessante og spændende liv. Jeg har ofte tænkt på, at de ældre skulle have en ombudsmand. Jeg tror, de ældre er bange for repressalier. Og derfor kunne det måske være en hjælp med et uvildigt klageorgan. Og ligesom Suste Bonnen er inde på — så kunne man da godt medtænke en mere differentieret ældrepleje i fremtiden. Det kunne man jo godt kigge på — i privat — og måske også offentlig regi. Hvor der er mere fokus på at sætte mennesker sammen ud fra livsværdier og personlig individualitet. For det er rigtigt — det kan virke både skræmmende og sørgeligt, så lidt selvmedbestemmelse mennesker har — når det første er flyttet ind på et plejehjem. Sikken nogle kloge ord, og såmænd lige det jeg også ofte har tænkt i den tid da jeg arbejde som social og sundhedsassistent i hjemmeplejen. Om de alle ligefrem følte sig ensomme tror jeg nu ikke, for nogle af dem satte mere pris på eget selskab fremfor andres. Jeg ved godt at det ikke er alle som har det sådan I arbejdslivet var det arbejdet som tog al opmærksomheden, i pensionsalderen er det rejserne, teaterturene og golfen, motorcyklen, kortklubben som tager opmærksomheden. At hjælpe ens datter med at passe barnebarnet pga. Men hvor tæt geografisk skulle disse plejehjem så ligge? Afstanden er af stor betydning for hyppigheden af de pårørendes besøg! Jeg tror,at din ide økonomisk er utopisk — og hvad så, når de højtbegavede intellektuellen bliver demente? Netop i dag tales der om en eksplosion i antallet af demenstilfælde og demens rammer jo lavt-som højtbegavede i flæng , skal de så flyttes igen? Din ide er i princippet udmærket — men skal man lave noget i den retning, må det efter min mening foregå ved at man med tiden — som samfundets økonomi tillader det laver specielle afsnit i de eksisterende plejehjem, ligesom man har det på nogle plejehjem hvad demente beboere angår. ELLER man kunne etablere private plejehjem for de intellektuelle, i så fald laver man endnu en diskrimination, så det kun bliver de velbjærgede der kan benytte sig af tilbuddet — og begavelse og intellekt afhænger jo heldigvis ikke af den enkelkte medborgers økonomiske formåen. Min mors oplevelser af præstebesøg på plejehjem, hvor hun befandt sig i 6 år, kan koges ned til 2 vidt forskellige oplevelser : 1 en præst, der havde et eksakt skriftsted parat til trøst, hvadenten min mor bekymrede sig om en ligtorn på venstre lilletå eller et alvorligt familiært problem. Suste Bonnen Du har et forslag, som iøvrigt også Birgitte Magelund kan acceptere—og herfra findes det fornuftigt og relevant—MEN har I tænkt på—at i lighedens navn vil det aldrig blive accepteret—dertil er Janteloven for udbredt. I skolerne er det jo også blevet således at her sidder de hyperkloge børn og keder sig fordi de skal vente på at børn som ikke er så godt begavede skal kunne følge med—resultatet er at begge kategorier tabes. Og på plejehjem er det den samme form for kunstig lighed der trækkes ned over hovedet på folk. Jeg syntes at det desværre rummer en hel del sandhed som er svær at takle. Tidligere tiders alderskynisme bør ikke kunne gentages i 2009. Det er en ære som man desværre må tilskrive en borgelig regering. For det menneskesyn som den socialistiske fløj lægger for dagen når fanerne er rullet sammen levner ikke noget menneske en chance her i livet og det gælder også på ældreområdet. For meget snak og hornmusik. Og løgn og skrækpropaganda. Som man kan læse så kan man ved selvsyn se resultat af mange års socialistisk styre på plejehjemmene og det er ikke noget kønt syn. Man kan ved gud ikke stuve forskellige mennesker med forskellig baggrund sammen som kvæg på et plejehjem. Jeg kunne ikke tænke mig at være nabo til en muslim på et plejehjem hvis jeg må havde lov at provokere den selvtilstrækkelige sindelagskontrol elite. PS Har ikke selv børnebørn.. For ungdommen som de har sat i verden syntes at være mere interesseret i det gods og guld som de ældre har samlet sammen til alderdommen. Alt for ofte ser og hører man om uhyggelige skæbner som ingen vil tale om. Skæbner som går i kølvandet på disse pengefikserede unge hvor bagger syner som en ren spejderdreng. Den generation kunne ikke vente. Forældrene måtte betale prisen, at blive ladt tilbage i økonomisk afmagt fordi børnene skal bruge penge til at finansiere deres festbrøl med store forbrugsgoder og store faste ejendomme. Så hellere være rustningen på væggen. Og udgyde et tøndebrøl en gang i mellem. Og lad mig ruste i fred uden for plejehjemmene. For hvem har de lært denne form for prioritering af??? Og endnu engang, jeg kender også dem som går på efterløn for at være noget mere sammen med deres børnebørn. Men desværre er det ikke dem som fylder mest i billedet. Der er de bedsteforældre, der tror at samvær er når de taler hele tiden muligvis er det affødt af at de ikke hører så godt, og derfor har svært ved at lytte , og så er der dem der gerne vil følge med i børnenes og børnebørnenes liv. De mennesker der har opdaget at man har to ører og een mund fordi man skal lytte dobbelt så meget som man taler bliver sjældent ensomme — uanset at de ikke alle kan være Dronning Ingrid. Det er ikke altid samfundets skyld. Personlige relationer bygger bedst på, at vi er noget for hinanden begge veje rundt. Det er naturligvis vigtigt at få et sammenhængende og stærkt system, men der påhviler også os som potentielle patienter et ansvar. Det er en svær diskussion, men ingen skal bilde mig ind, at alle 3 millioner opkald til vagtlægen ud af en befolkning på 5,5 millioner drejer sig om liv og død. Du mener at det er de ældre som har lært yngre generationer at prioritere faldskærmsudspring etc—kan det ikke være tidsånden og reklamens magt der påvirker mange samt flere økonomiske muligheder? Der er tale om en 84 årig kvinde som vil være ny mor—og erstatte mandens manglende rigdom hos den biologiske mor—- retten i udlandet gik ikke med til den gang spekulation forlyder det Hvordan mon den biologiske mor har det efter det chock? Men hvad vil Du gøre for at mindske ældres ensomhed,dersom Du kommer i Tinget? Så vidt vides er Ældre Sagen ledet af en Venstremand—og hvad gør Ældre Sagen? Jo- Ældre Sagen udgiver et blad med annoncer for varmetæpper og begravelsesurner og de reklamerer for tøj a la polsk roekone-outfit 1938. Lidt mere spræl og lidt større lic-tal kunne måske muntre en og anden ældre op—det er som om der menes—at sådan og sådan er ældre. Måske er foreningen dannet med velhavende,socialdemokratiske enker som målgruppe. JULI 2009 14:27 På en måde bliver ensomheden mere tydelig, når man bliver ældre — og gammel. Måske er der også tale om en slags livscyklus, hvor mennesket synker mere ind i sig selv — afvikler. Ja, en langsom afvikling er i gang. Helbredet skrænter måske, vennerne er væk, man husker ikke så godt længere, og ressourcerne til at være udadvendt og opsøgende er for længst væk. Livet sættes voldsomt ned i tempo. Der ligger en proces i at blive ældre — som vi generelt ikke giver megen opmærksomhed. Men ældre mennesker er generelt i gang med en afvikling af livet. Ja, om man vil det eller ej. For som ældre skal man give slip på den som man engang var. Egens eget selvbillede krakelerer mere og mere som tiden går — man kan simpelthen ikke længere det samme. Og måske er man ikke længere den samme — qua sygdom og andre skavanker. Der ligger en smerte i denne proces — men for mange indfinder der sig også en ro — en accept — en frigørelse. Kathrine Lilleør blogger om Gud og Fanden, tro og tvivl, liv og død, meninger og mangel på samme. CV: Cand theol ph. Hun har siden 1996 skrevet anmeldelser, kommentarer og klummer til Berlingske Tidende, og er kendt som en engageret politisk kommentator, foredragsholder og tidligere medlem af Etisk Råd.